Pris til Årets Hjerteredder: Ole Bjerregaard
Skrevet onsdag d. 27. december 2017
Tirsdag den 18. december blev der foretaget prisuddeling til “Årets Hjerteredder i Hørsholm 2017”. Hjerteforeningens lokalformand Inga Nielsen uddelte prisen til Ole Bjerregaard for hans indsats i forbindelse med Poul Hedegaards hjertetilfælde i Hørsholm Badmintonhal i maj måned.
“Når du modtager denne buket, er det en anerkendelse af og en stor tak for din hurtige hjælp, der har gjort, at Poul Hedegaard er i live i dag. Som formand for Hørsholm Hjerteforening er jeg stolt over og taknemmelig for din indsats”, sagde Inga Nielsen ved overrækkelsen.
Med tildelingen af titlen som Årets Hjerteredder i Hørsholm, lander Ole Bjerregaard også i den store pulje af lokale Hjertereddere fra hele landet, hvorfra Hjerteforeningen på landsplan vil kåre hele Danmarks Hjerteredder i begyndelsen af 2018.